Safih Butt

Leder

Mit navn er Safih Ullah Butt, og jeg er fra 1986.

Jeg er født og opvokset på Nørrebro i København, men jeg kommer fra en familie, der har rødder i Pakistan. Som barn har jeg i en periode på fem år været bosat i mine forældres hjemland, men da mine søskende og jeg aldrig faldt til i det nye tilværelse, måtte mine forældre sande, at vi ingen tilhørsforhold havde eller kunne udvikle til landet. Heldigvis vægtede de vores trivsel højere end alt andet og besluttede sig for at vende tilbage til Danmark, så vi kunne genetablere os her, hvor vi følte os hjemme.

Årene i Pakistan og oplevelserne derfra har sat dybe spor i mig og haft en stor indflydelse på min identitetsdannelse. Jeg følte mig allerede som 11-årig splittet mellem to kulturer, og det var ikke altid nemt at navigere i – særligt hvis man, som jeg, vokser op i et socialt belastet boligområde præget af sociale problemer og ulighed. De tætteste fællesskaber jeg, i mine teenageår , blev budt velkommen i var forbundet med kriminalitet. Det var tillokkende, da jeg havde et brændende ønske om at føle samhørighed med andre og få nogle venner. Min adfærd ændrede sig hurtig og jeg kunne ikke selv se den skade jeg påførte min egen trivsel og udvikling.

Heldigvis havde jeg nogle gode rollemodeller i mit liv, som guidede mig ud af den kriminelle løbebane og støttede mig i at finde fodfæste i livet igen. Med den rette støtte og tid fik jeg samlet mod nok til åbne mig op verdenen. Det krævede en kamp at frigøre mig selv for de mange negative labels og fordomme, der tidligere bl.a. var med til at drive mig på afveje. 

Vi gennemlever alle en personlig udvikling gennem alle vores leveår men retningen er altid under indflydelse af vores ressoucer, vilkår, og de miljøer vi færdes i. Min ambition og drivkraft er udvikle gode og sunde miljøer for vores unge, uanset hvilken baggrund man kommer fra, fordi alle har ret til gode udviklingsmuligheder, så man kan skabe sig et sundt og meningsfuldt liv.

Jeg har gennem de seneste 15 år opnået og arbejdet med forskellige pædagogiske redskaber i min praksis til netop dette formål. Min uddannelseshistorik består af pædagoguddannelse, en række pædagogiske kurser, og jeg er derudover også uddannet personlig træner. Til dagligt arbejder jeg som daglig leder af et værested for unge mellem 18-25 år, som er på kanten af samfundet. Jeg inddrager også min profession som personlig træner i mit arbejde med ressourcesvage unge for at støtte dem i at opnå en sundere livstil, større selvtillid og selvværd, der skal motivere dem til positivt selvbillede og give mod til at komme videre i livet.

Sideløbende med mit arbejde studerer jeg også på pædagoguddannelsen som merit, da jeg interesserer mig for supplere min daglige praksis med en bredere pædagogisk faglig og teoretisk viden.